Kroner og broer

Kroner og broer

Stærkt beskadigede og destruerede tænder kan bevares med en krone.

Mistede tænder kan erstattes af en bro.

Hvad er en krone?

Hvis du har en defekt tand, som det ikke længere er forsvarligt eller muligt at reparere med en fyldning, så det kan holde, er det nødvendigt at forsyne tanden med en krone. Den vil gøre tanden mere holdbar og sikre, at tanden ikke knækker, så du derved risikerer at miste den. Der findes forskellige typer kroner, fælles for dem alle er, at det er den mest holdbare løsning på lang sigt.

 

I andre tilfælde kan en krone være den eneste måde, du kan få et pænt og holdbart resultat på, fx når tanden er misfarvet eller misdannet.

Kroner kan fremstilles i guld, rent porcelæn eller en kombination af metal og porcelæn (metalkeramik). Hovedparten af de kroneklinikken fremstiller er fremstillet af ren porcelæn.

 

Er din tand rodbehandlet eller mangler der meget af den, er det ikke muligt at få en krone til at sidde fast. Så kan det være nødvendigt først at lave en opbygning og/eller en stiftsom kronen kan sættes fast på.

Før du kan få lavet en krone, skal din tand slibes til.

Hvordan får jeg lavet en krone?

Dernæst skal der tages et aftryk af tanden.

Når der er taget et aftryk af din tand, skal den beskyttes, til kronen er færdig. Det sker med en midlertidig krone, som kan fremstilles i plast eller metal.

Aftrykket bruges til at fremstille en gipsmodel af din tand. På modellen fremstilles kronen. Inden kronen sættes fast, skal den rettes til, så den passer i din mund med hensyn til sammenbid og evt. farve. Det kan betyde, at der skal slibes en lille smule på kronen for at få den til at passe i biddet.

Når kronen passer, sættes den fast på tanden ved hjælp af tynd cement, der fungerer som lim.

Hvad er en bro?

Mistede tænder kan ofte erstattes af en bro. Der er dog grænser for, hvor mange tænder en bro kan erstatte. En lang bro kræver flere naturlige tænder til at bære den. Da en bro er cementeret fast på de naturlige tænder, vil den hurtigt komme til at føles som dine egne tænder. Broer bliver normalt lavet for, at du kan få et pænere udseende, eller for at du kan få flere tænder at tygge med.

Bro Tand 2
Bro Tand 1

Hvad kan gå galt?

En krone eller bro kan gå løs. Hvis ellers alt er i orden, kan du få cementeret den fast igen.

Omkring hver tiende tand, der får sat en krone på eller støtter en bro, skal senere rodbehandles. Det skyldes, at nerven i tanden dør, hvilket kan ske dels på grund af slibningen, men også fordi tænder, der får kroner på, ofte allerede er dårlige.

Ved porcelænskroner og -broer er der desuden en risiko for, at porcelænet brækker. Det kan ofte repareres, uden at kronen/broen skal laves om.

Er det nødvendigt at forsyne tanden med en rodstift for at få kronen eller broen til at sidde fast, er der en risiko for, at roden kan brække efter nogen tid. 10-20 pct. af tænderne er brækket efter ti år. Risikoen for, at roden brækker på en tand, er dog flere gange større, hvis tanden ikke er blevet forsynet med en krone, men kun har fået en rodstift og en stor fyldning.

Hvor længe holder kroner og broer?

Hvis din krone eller bro skal holde i lang tid, er det nødvendigt, at du er omhyggelig med din mundhygiejne.

Efter 15 år vil cirka tre ud af fire broer stadig fungere. Kroner holder endog lidt bedre. Holdbarheden for de fleste kroner og broer er således lang, men du kan ikke i alle tilfælde regne med, at en krone eller en bro vil fungere resten af livet.

 

Kilde: Tandlægeforeningens patientbrochure vedr. kroner og broer

Kontakt os / bestil tid